fredag den 10. august 2007

Afslutning

Tænk engang hvor forskelligt vi har gjort det, brugt det, beskrevet det. Men vi har gjort det og det er egentlig det fantastiske.

Og jeg har lært en masse, noget, jeg kan og vil bruge fremover, og som altid når man lærer noget, en del jeg nok ikke vil bruge og derfor glemmer hen ad vejen.

Nogle opgaver har været spændende og sjove. Jeg kunne bruge lang tid på last.fm, vodpod, youtube, podcast, librarything, letterjames flickr. Der er masser af interessante, sjove, skøre, flotte og fantastiske ting derude i cyberspace. Jeg ved godt at den strenge bibliotekar ville have interesseret sig mere for del.icio.us og pbwiki og technorati, men ...

Second life er slet ikke mig.Som jeg tidligere har skrevet er jeg ikke helt så social som jeg troede. Sammen med "virkelige" mennesker vil jeg gerne dele ud af mig selv. Men jeg er ikke til bare at kaste alt muligt ud i rummet og så se om det evt. rammer.

Forløbet har været godt opbygget. Stor ros til Bente (jeg ved godt at der også er andre der har lagt en masse arbejde i det, så Bente må dele rosen ud efter eget skøn) for et kæmpearbejde! Det var en god ide med opsamlingsugen, måske skulle der have være en eller to mere af den slags.

Men nu kommer saltet (der er ikke ret meget). Det ville have været smart allerede fra starten, at gøre opmærksom på, hvis man kunne bruge allerede oprettede profiler (så vidt jeg kunne se, kom det til senere). Fx at man kunne bruge sin almindelige mailadresse i mesenger. Og så var det en skam, at sommerferien kom ind i billedet. En anden gang skulle man nok lægge det enten forår eller efterår, så der ikke blev så lange afbrud.

Jeg ville helt klart deltage i en lignende proces, og jeg ville synes det var fint, hvis der om et års tid (eller hvad ved jeg), blev lavet en opfølgning der kunne være 5ting 10ting 3ting?

Jeg går ind for at der bliver holdt en fest, hvor vi får en buffet med 23ting.

youtube

Jeg har før set forskellige ting på youtube, nu har jeg lige set på ting tagged med 23ting. Jeg så Lenes fantastiske dansere. Rigtig godt lavet! og Blågårdens nyindrettede musikhjørne og til sidst Mortens boganbefalinger. Jeg har ikke noget jeg selv kan lægge ud, så jeg har ikke oprettet en profil.

tirsdag den 7. august 2007

del.icio.us

Jeg lovede at jeg ville arbejde mere med del.icio.us og i dag fik jeg lagt mine/ vores private foretrukne ind.

mandag den 6. august 2007

podcast

Endelig fik jeg taget mig sammen til at lave et podcast. Jeg har længe haft lyst til det fordi mp3-afspilleren ikke kan trække radiosignalet i metroen. Så nu kan jeg høre dr's Selvsving eller De sorte spejdere i transporttiden. Jeg brugte ikke omvejen over googlereaderen.

igoogle

Jeg har også indføjet to faner:sport og dr.

Personlige forsider - aha!

Jeg har jo haft en mere eller mindre personlig forside i årevis, jeg har bare aldrig vidst, at det var det det hed. På tdconline har jeg f.eks. kalender, mail, foto m.m. Der er dog ikke nær så mange muligheder for at designe forsiden selv som med igoogle. På igoogle har jeg valgt årstidstemaet som dekoration. Jeg har slettet et par sider, og tilføjet: politiken - kultur, bold.dk, min g-mail, udstyret siden med et ur og en vejrudsigt for København. Hvis jeg havde min egen personlige pc og ikke skulle dele med husbonden ville jeg helt klart have den som startside. (Tror jeg ...)

mandag den 23. juli 2007

google docs

Nu er ferien slut (for længst), og det er vist på tide at få genoptaget arbejdet med de sidste af de 23 ting.

Goggle docs virker som en meget praktisk ting, især hvis man bruger flere forskellige computere eller er flere om et dokument. Jeg kunne sagtens finde på at anbefale det til bibliotekets computerbrugere.

Jeg har prøvt at sende en invitation til en kollega, men da hun har ferie p.t., varer det lidt, inden jeg får indtryk af hvordan det virker.

tirsdag den 19. juni 2007

second life

Jeg har gennemgået læreforløbet og besøgt help-stedet. Jeg fik vist morgenmaden lidt galt i halsen, da jeg læste Politiken d.d. Jeg regner ikke med at besøge stedet igen, men kan godt forstå, at nogen kan få lang tid til at gå med det.

mandag den 18. juni 2007

second life

Nu er det (endelig) lykkedes at få oprettet en avatar i second life. Og så kunne den jo (næsten) få mandens efternavn. Det har jeg ikke i det virkelige liv - til hans store fortrydelse.

mandag den 11. juni 2007

PBwiki

Nu har jeg oprettet en wiki - og hvad er det så lige jeg skal bruge den til??